Er man en rigtig mand, når man er pædagog?

For at finde ud af mere om mænd i pædagogfaget har vi valgt at søge forskellig litteratur, og er bl.a. falder over antologien ”Mænd og omsorg” af Katrin Hjort og Steen Baagøe Nielsen som kigger på emner som: Har mændende fået plads i de danske daginstitutioner? Er mænd omsorgsfulde? m.m.

Noget af det vi har valgt at dele med jer handler om mandlighed og omsorg samt om biologisk- og socialkonstrueret køn. Til slut følger en lille bid interview om køn og omsorg i daginstitutionerne.

'Mandlighed' har i det tyvende århundrede været defineret som det, der ikke har med børn at gøre, mens 'omsorg' er blevet set som en kvindelig gerning.

Det særlige arbejde i forhold til børn, syge, ældre m.m. var, før velfærdssamfundet rigtig eksploderede, ikke et arbejde i høj kurs, det var noget kvinderne gjorder i hjemmet uden at blive betalt. Omsorg var en kvindelig funktion i hjemmet og havde derfor ingen speciel sammenhæng til maskulinitet.

Efter pasning og pleje er blevet en sådan nødvendighed i velfærdssamfundet er omsorgsarbejde nu blevet lønarbejde, samtidig er det blevet en funktion både kvinder og mænd kan beside. Omsorgsbegrebet er dog fortsat kvindeligt konnoteret, så hvordan forbindes det med mænd?

Er man en rigtig mand, når man er pædagog?

Monica Schrøder skriver i hendes artikel ”Det kræver sin mand at have et kvindejob – om beskrivelsen af mandlige pædagoger i Børn & Unge” om hvordan forskellene på maskulinitet og feminitet bliver set på med et biologisk essentialistisk syn. Hun beskriver hvordan dette syn skaber et billede af 'rigtig mandeligheder' som impulsivitet, fysisk udfoldelse, handling, konkurrence- og præstationsorientering m.m. som alle giver et billede af hvordan det forventes mænd fungere i pædagogfaget. Den forståelse af det mandlige som noget naturligt bestemt er det samme der bliver dyrket på mandekurser med f.eks. Carl Mar Møller, hvor 'rigtige mandligheder' bliver favoriseret over det feminine.

Som alternativ til det biologiske essentialistiske syn forslår Monica Schrøder at se på køn som en kulturel konstruktion, eller med andre ord, som socialt konstrueret. Hun mener herigennem man vil kunne skabe et frirum mellem de kønssteotyper der hersker i vores kultur. Således vil det enkelte individ kunne skabe sin egen personlige udgave af at være mand eller kvinde. Gennem denne forståelse vil vi se at pædagoger ikke kun er 'mænd' og 'kvinder', men at hver enkelt pædagog er sin egen uafhængig af sit køn.

Denne tanke om det socialt konstruerede køn ses også i interviewet her under, hvor Anne-Mette Klausen stiller en række spørgsmål om køn og omsorg til Jan Kampmann: professor på Institut for Uddannelsesforskning.

Er kønnet efter din mening ligegyldigt, når det gælder rekruttering af pædagoger?

– Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener, da forskellige mande- og kvindeidentiteter er vigtige at få repræsenteret i institutionerne. Det er vigtigt for drengene at opleve pædagoger af deres eget køn. Ligeså væsentligt er det for pigerne at opleve, at sådan kan mænd og drenge også være og vice versa med piger og kvindelige pædagoger.

– Jeg mener, at vore identiteter er kulturelt og socialt betingede. Man kan ikke tale om natur i et moderne sam-fund som vores, hvor praksisser er civiliserede processer som er overleveret gennem mange år med udvikling, forandring og overlejringde. Måske er der også noget biologi indblandet; men det er ligegyldigt i et civiliseret samfund, for her er det ikke naturen, der sætter sig igennem. Men derimod hvad vi har oplevet, tænkt, følt og lært.

Et lidt provokerende spørgsmål inspireret af antologiens titel, “Mænd og omsorg” – kan mænd være omsorgsfulde?

– Ja, mænd kan godt være omsorgsfulde; men der er stadig en hel masse ting, vi skal lære. Kvinder har jo etableret historisk erfaring med omsorg, både når det gælder børn, ældre, syge osv., og kvinder har derfor defineret, hvad vi forstår ved omsorg. Men det er da mændenes egen skyld - vi har selv udelukket os fra det, fordi der ikke var status i området. Så sker der nogle ting i samfundet, der gør, at det pludseligt er frygteligt moderne at interessere sig for omsorg, empati, familie, børn og maskulinitet, og så kommer mændene lige så pludseligt rendende og siger, at de bliver holdt udenfor, og at det er kvindernes skyld; men man overser, at mændene altid har haft den politiske magtposition til at ændre, hvad denne ville og ikke har fundet omsorgsarbejdet interessant statusmæssigt. Jo, selvfølgelig kan mænd være omsorgsfulde; men det skal faktisk læres, og det vil sikkert tage en generation eller to, før vi er helt med.

læse mere af interviewet her:

http://www.nikk.no/Trenger+vi+Tarzan+i+skolen%3F.9UFRvU2R.ips